Er der forskel på sundhed og næring?
Begrebet "en sund og nærende kost" anvendes mere og mere, men hvad er sundhed, og hvad er næring, og hvordan hænger de to begreber sammen? Sundhed er ikke kun, at du kan holde lægen for døren, en væsentlig faktor for at opnå sundhed er nemlig, at du spiser de rigtige ting i de rigtige mængder. Det er her, at næring kommer ind i billedet.
Hvad er næring?
Det bedste billede på, hvordan kroppens sundhed og næring hænger sammen, er at sammenligne kroppen med en bil. Hvis du kommer det forkerte brændstof på din bil, kan den ikke køre, hvilket er det samme med din krop – hvis du kommer det forkerte i munden, fungerer din krop ikke optimalt.
Kroppens såkaldte brændstof er næringsstoffer, som er de stoffer, der giver næring og derved tilfører energi til kroppen og hjælper den til at fungere bedre. Vi får vores næringsstoffer fra den mad, vi spiser, og de næringsstoffer, der giver kroppen energi, er kulhydrat, protein og fedt, og de stoffer, der hjælper kroppen til at fungere bedre, er vitaminer og mineraler.
Bemærk venligst at næring og ernæring ikke er den samme ting, men de har begge med sundhed at gøre. Læs derfor også artiklen Ernæring og sundhed.
Hvad er sundhed?
Nogle vil mene, at sundhed kan måles i antallet af lægebesøg om året, men det er ikke helt retvisende. Faktum er nemlig, at en sund livsstil er med til forebygge sygdomme, som først viser sig på længere sigt, såsom kræft, hjertekar-sygdomme samt diabetes. Sundhed er derfor en livsstil, som blandt andet kan vedligeholdes ved at følge de 8 råd i kostkompasset, hvor du kombinerer sund og varieret kost med motion. Ved at spise varieret sikrer du også, at din hjerne og krop får de næringsstoffer, der gør, at du fungerer godt i hverdagen.
Sundhed og næring på menuen
Det store spørgsmål er så, hvordan du sammensætter dit måltid eller din tallerken, så den lever op til både at være sund og nærende? Her lyder rådet på, at du skal sammensætte det med:
- 2/5 kartofler og korn – her får du blandt andet næring fra de ”gode” kulhydrater, som tager længere tid at nedbryde i mavesækken og i tarmen, og derfor holder blodsukkeret mere konstant og giver mæthedsfornemmelse længere.
- 2/5 frugt og grønt – her får du vitaminer, som er sunde for din krop
- 1/5 protein- og/eller fedtrige fødevarer – proteiner er med til at vedligeholde kroppens forskellige væv og er vigtig for din sundhed, og derfor er det også vigtigt at spise noget fra denne kategori i hvert hovedmåltid.
Denne sammensætning sikrer en god balance, og du får en varieret kost. Det er dog ikke afgørende, at du sammensætter alle dine måltider på denne måde, og du kan eksempelvis godt sammensætte et måltid med mindre frugt og grønt, så længe du sørger for at få desto mere frugt og grønt på et andet tidspunkt af dagen.
Sammenhængen mellem sundhed og næring
Sundhed og næring hænger altså sammen på den måde, at du får de rigtige og sunde næringsstoffer til din krop igennem sund og varieret kost. Det er dog vigtigt at huske, at sundhed ikke kun er et spørgsmål om kost og næring men også skal kombineres med, at du forbrænder nogle af de næringsstoffer, som du kommer i din krop, ved hjælp af motion.
|